R E
F E R A T
af ekstraordinær generalforsamling i Ejerforeningen Bremergården den 19. oktober 2004.
Den 19. oktober 2004 blev der i
Kantinen på Kofoeds Skole, Nyrnberggade 1, 2300 København S afholdt
ekstraordinær generalforsamling i Ejerforeningen Bremergården med følgende
dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsen stiller forslag om etablering af bolignet/bredbånd i bebyggelsen.
Ad punkt 1:
Til dirigent valgtes advokat Niels Hupfeld,
der konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt, indvarslet og
beslutningsdygtig med hensyn til samtlige punkter på dagsordenen, idet
dirigenten noterede, at et fordelingstal på 6.399 var mødt eller repræsenteret,
hvorfor dirigenten under henvisning til vedtægternes § 3 gjorde opmærksom på,
at beslutning skulle træffes ved simpel stemmeflerhed efter fordelingstal.
Advokat Niels Hupfeld bød herefter Per
Bækkelund fra UniPlan ApS og Thomas Gade fra PME Elrådgivning velkommen og gav
ordet til Per Bækkelund.
Ad punkt 2:
Per Bækkelund foretog herefter en indgående gennemgang af bolignet, hvor han løbende blev assisteret af Thomas Gade.
Nærværende generalforsamling drejer sig primært om at træffe beslutning om, indenfor hvilke rammer bolignet eventuelt kan etableres i ejerforeningen Bremergården. Ifald et flertal ønsker bolignet etableret vil man efterfølgende gå i gang med at udarbejde egentligt projektmateriale, på hvilken baggrund 4-5 udbydere skal give tilbud på etablering af bolignet henholdsvis servicekontrakt på samme.
Omkring selve indholdet af bolignet, der omfatter både kabel-tv og radio henholdsvis telefoni og internet kan i store træk henvises til senest udsendte orienteringsskrivelser udsendt kort forinden generalforsamlingen af bestyrelsen.
Bestyrelsen arbejder således med etablering af et datanetværk i ejendommen, som man selv ejer og derfor selv kan bestemme, hvem man vil have til udbyder af forskellige teledataydelser. Der er tale om etablering af et datanetværk med høj hastighed til en lav pris, hvilket skulle medføre lave priser på internetydelser, lave priser på telefoni og lave priser på radio og tv.
På foresprøgsel blev oplyst, at der i projekteringen kommer til at indgå forhold med henblik på at skabe antivirusfunktionalitet samt både eksterne og interne sikkerhedsordninger. Der vil endvidere være etableret en backup strømforsyning i fald en strømforsyning til ejendommen skulle svigte.
På foresprøgsel kunne Per Bækkelund og Thomas Gade oplyse, at der er tale om et fremtidssikret anlæg med en meget stor kapacitet i kablerne, således at systemet kan bruges til ip-telefoni, når det vil blive aktuelt ligesom kablingen kunne benyttes til digitalt tv når den dag kommer, hvor tv/radioforsyning vil ske via transport af data i modsætning til den nuværende antenneløsning.
På foresprøgsel omkring kablingen oplyste Thomas Gade, at denne ville blive søgt opsat, således at der i videst muligt omfang undgås synlige installationer såvel i lejlighederne som i fællesarealerne. Placering af kabling i kælderen vil blive søgt gjort så diskret som muligt.
Det oplystes, at etablering af bolignet tillige åbner muligheden for på et senere tidspunkt at benytte samme til et nyt dørtelefonanlæg.
Der blev forespurgt til garanti, hvorpå blev svaret at garantien på kablingen typisk vil være på 20 år, mens garantien på de øvrige forhold, som ruter og switches er fra 5 år til livsgaranti.
Dirigenten oplyste, at en vedtagelse af projektet vil forpligte alle ejerforeningsmedlemmer til at deltage i omkostningerne til etablering af infrastrukturen, hvilket er budgetteret til en omkostning på cirka kr. 10.500,00 pr. lejlighed. De pågældende ejerforeningsmedlemmer behøver dog ikke at benytte anlægget, men kan i stedet vælge at benytte det, man hidtil har brugt.
Vedtagelse af forslaget bemyndiger endvidere ejerforeningens bestyrelse til at optage fælleslån i pengeinstitut for så vidt angår de ejerforeningsmedlemmer, som ikke agter at indbetale de anførte cirka kr. 10.500,00 kontant.
Efter en del yderligere spørgsmål blev forslaget sat til afstemning. For bolignet stemte ejerforeningsmedlemmer med et fordelingstal på 4.013, imod stemte ejerforeningsmedlemmer med et fordelingstal på 2.335, idet en enkelt ejer svarende til fordelingstal 51 stemte blankt.
Dirigenten kunne herefter konstatere, at forslaget var vedtaget.
Generalforsamlingen
blev herefter hævet.
København,
den 21. oktober 2004
Som
dirigent: Bestyrelsen:
_________________________
Advokat
Niels Hupfeld